Lige om lidt starter hverdagen igen! Morten skal på arbejde og liam skulle enlig i børnehave men vi har bestemt at vi lige tager et par ekstra dage og rejser til Frederikshaven, min hjem by i morgen.
Mine forældre købte en båd for nogen mdr. siden som, de har valgt at have “hjemme” i Frederikshavn ved familien.
Men nu som hverdagen starter igen starter også et nyt skolekalender år og der skal igen skrives aftaler, fødselsdage og “Athena tid ” som jeg kalder de weekender hvor vi har den lille lyshåret pige med de blå øjne.

Jeg har været så heldig at måtte få nogen kalender hjem fra https://plakatforlaget.dk/  som allerede nu her bliver taget i brug.
For mig er det utrolig dejligt at have noget hængende i hjemmet jeg ser hver dag. En kalender på mobilen er ikke altid nok til at holde styr på en familie.
Så sammen med vores opslagstavle skal jeg nok blive bedre til at huske  hvad jeg skal.

Liams yndlings er de 2 store kalendere, den ene indeholder klistermærker som symbolisere de forskellige aftaler man har eller fritidsaktiviteter. det er mega smart og lidt hyggeligt at sidde og skulle klister dem i.

klistermærker til en hver anledning

Morten har fået en ad de små som han kan bruge til hans aftaler på jobbet og til at holde styr på hans mange timer hver dag og jeg har også fået en.
Min kommer hovedsageligt til at blive brugt til mine lektier for selv om jeg kan gå på nettet og kigge hvad vi har for, er det rigtig rart for mig at kunne skrive egne notater ned.

Liams anden favorit er denne.

“ej mor den er sød, der er pandaer på”
Den er super sød. Når man åbner den og flot og farverig og skaber virkelig en glæde med alle dens farver.

Inde i de små kalender er der malerrier lavet som passer til årstiden måneden ligger i. jeg kunne ikke lade være med at sidde og kigge dem alle igennem, de giver en stemning af hygge og er lidt gammeldags malet hvilket bestemt ikke gør mig noget, tværtimod bidrager det til at jeg får den brug endnu mere.

Jeg er vokset op i en familie med 3 søskende en, mor og en far, en kernefamilie vil nogen mene. Men problemet med dette er vel enlig at man ikke kan være kernefamilie med 2 medlemmer som ikke bor på adressen eller kan man?
Jeg har 2 ældre søstre som jeg kun deler den ene af mine forældre med. Tina som er den ældste deler jeg min mor med og Tanja som er den yngste af mine storesøstre deler jeg min far med og så er der rosinen i pølse enden min bror og min bedste ven Daniel som jeg deler begge med.
Daniel er lidt over 11 måneder yngre end jeg og vi har derfor et meget tæt bånd, som jeg ikke har med nogen anden og det er nok også en af grundende til at hans kone Trine betyder rigtig meget for mig. Det skal lige siges at jeg ikke elsker nogen af mine søskende mere end de andre men Daniel og jeg har brugt hele vores barndom sammen hvor de 2 andre har været der noget af tiden.
Jeg havde svært ved at forstå at især min yngste søster havde samme far som jeg da jeg var 3-4 år gammel og det samme kan jeg se med min egen dreng og hans søster nu.
“Det er MIN far” høre jeg tit fra hans mund, hvor jeg så må fortælle ham at det altså også er hans søsters far og tit kom der som modsvar “nej det er kun min, og du er KUN MIN MOR!”
Athena var kun 3 år, knap 4 da jeg lærte Morten at kende. hun var sød og forsigtig og var fra starten helt pjattet med mig og jeg med hende. Vi lå tit bare og hyggede under dynen i sofaen og så tegnefilm i det hus jeg boede i den gang. jeg var så forelsket i den lille pige med de store blå øjne og det lyse lange hår. hun var gude skøn og folk var helt betaget over “min” datter når jeg havde hende med ude og handle og jeg ville så inderligt ønske hun var min.
Hun var helt vildt stolt da, jeg blev gravid og hun glædede sig til at blive storesøster.
Men som min mave voksede blev mit og Athenas forhold mere og mere anspændt, jeg hentede hende fra børnehaven og havde hende tit alene inden Morten kom hjem fra arbejde.
Athena blev mere og mere fræk og vi havde en masse kontroverser, hvor jeg måtte ringe til Morten og bede ham tage en snak med hendes mor om hendes opførsel.
Skal siges at mit og hendes mors forhold ikke var særligt godt, hvilket var både hendes mors skyld og min, vi var lige gode om det, men i bund og grund var det faktisk min.

Morten og jeg begyndte at have skænderier omkring hans møgunge af en datter og hans sagde en dag til mig “du elsker ikke min datter mere hva?”
“Nej hvis hun ikke kan opføre sig ordenligt så kan vi ikke have hende her. det må du snakke med hendes mor om!”
“Jamen så er det bare ikke dig og mig mere, for hvis du ikke kan acceptere min datter kan vi ikke være sammen”
Den dag i dag ville jeg ønske jeg kunne tage det tilbage, for hvor er det en grim situation at sætte et andet menneske i, som savner sin datter hver dag. Og gu gjorde jeg så men måske ikke på samme måde som jeg elskede mit eget barn i min mave, men det kan man vel ikke forlange?

Så fik vi Liam og der forsvandt en del af opmærksomheden fra Athena som der jo gør når man får et barn mere, det var svært for hende og i en lang periode ville hun ikke hjem til os, hvilket vi snakkede om her hjemme, vi blev enige om at hun ikke skulle bestemme i den alder og at hun kunne komme til at fortryde det når hun blev ældre, og heldigvis fik vi vendt situationen.
Athena elsker sin lillebror helt vildt og han elsker hende.
Liam spørger rigtig meget til hende og savner hende når hun ikke er her.
Som Liam og Athena er blevet ældre er hendes og mit forhold blevet rigtig godt. jeg har tit Athena med alene og hygger med hende når hendes og Liams situation bliver lidt for “søskende anspændt” også hvis vi bare lige har løst til lige at være hende og jeg.
Det sværeste er nu at hun har 2 hjem og hun skal forholde sig 2 ti 2 sæt spille regler i de hjem, så det kan godt være at det er svært at være bonus forældre, men hvad med barnet?
Jeg elsker Athena utrolig højt men ens eget elsker man vel altid lidt højere g på en anden mere ubetinget måde.

Athenas mors og mit forhold er faktisk blevet rigtig godt. vi kan ringe sammen, skrive sammen hvis morten eks. har travlt på jobbet kan vi sagtens tage os af det. og Så har Athena fået en super Bonus far som også gør helt utrolig mange gode
ting i hendes liv.
Jeg er utrolig taknemmelig for at Athena er en del af mit liv og det vil hun foreviget være, hun har en helt særlig stor plads i mit hjerte som er hendes helt egen og ingen kan erstatte.

Vi har lige sagt på gensyn til hende efter en hel uges ferie og hun er allerede meget savnet ved os alle.

Jeg gik ned med angst og depression i slutningen af sidste år. jeg var udkørt, ked af det og kunne ikke finde nogen sammenhæng mellem de forskellige kontekster af mt liv og måtte derfor sygemeldes fra studiet ind til 3 mdr i år.

og nu er jeg så gået i gang med min udtrapning af min antidepressive medicin og er nu i gang med min 3 uge.
Jeg er kommet ned på halv dosis og enlig kan jeg kende mig selv lidt igen. jeg har hele tien haft en fornemmelse af at  jeg har været rigtig meget mig under behandlingen men nu her som Udtrapningen skrider frem kan jeg mærke at dette ikke er het korrekt.
Det er fantastisk at kunne være mere spontan glad og mærke de dybere glæder i hverdagen, men desværre bringer det også noget af det lidt mere negative med sig.
Jeg har de sidste mange måneder, været meget lige glad med hvad andre syntes om eks. min påklædning osv. og dette er heldigvis blevet lidt hængende, men til gengæld, skal der ikke meget til før jeg syntes at der er noget galt med mig, mit tøj, min mave, jeg ser tyk ud osv. dette har været ting jeg ikke har tænkt meget over mens jeg har været på medicin men lige nu fylder det desværre lidt i min hverdag.

Jeg tog 5 kg. på mens Liam var indlagt og dem har jeg simpelthen ikke kunne ryste af mig igen, og dem føler jeg virkelig jeg kan se, de sidder og tynger og fylder en del i mit hoved, hvilket ikke gør hverdagen nemmere. Jeg har svært ved at håndtere rod og det kan altså have sine fordringer med børn og en mand der til tider kommer så set hjem at han må stå og lave mad når vi når vi andre næsten er på vej i seng.
Ting der ikke sår helt lige eller af en eller anden grund ikke helt passer ind kan lave rod i mit hoved, jeg håber det bliver bedre med tiden, men i mellemtiden må jeg lærer at arbejde med det jeg har og få det bedste ud af den situation som jeg er i lige PT.

Som mange af jer allerede ved har jeg tabt mig 47 kg siden 2017.
Det var en rejse brolagt med sved, tåre og ikke mindst accept og respekt! en rejse jeg ikke vil være foruden og en rejse der har været med til at lede mig ind på ett spændende spor i forhold til min uddannelse.

Da jeg startede i 2017 var jeg en pige uden glimt i øjnene, jeg ejede ikke en vægt for jeg var bange for hvad den ville vise mig! selv om jeg enlig godt var klar over det.
Folk skævede til mig når jeg spiste offentligt eller når jeg købte slik og kage når jeg var ude og handle og det gjorde mig så flov. da min søn startede i dagpleje begyndte jeg at gå op med ham i dagpleje og jeg startede samtidig på C9 for at give min vægt en kick starter. min på turen der op opdagede jeg flere gange at folk ikke holdte tilbage for mig når jeg skulle 0over gaden. jeg følte mig usynlig i samfundet og enig også overflødig.
Flere af mine “kammerater” sagde nedladende ting til mig og jeg blev rigtig ked af det.

Min Far og Jeg da jeg fik mine papirer på min HF.

Men hvorfor er det at når man er overvægtig man skal føle sig mindre værd end andre!? bare fordi man vejer mere end andre er man så ikke et godt og sødt menneske?
Jeg oplever efter jeg har tabt mig at folk holder tilbage for mig, at jeg får smil fra fremmede og ikke med sådan et bilk ” det er synd for dig ” agtig.
Men hvorfor er vi så fordømmende som mennesker og samfund, og hvorfor har vi så ondt i R….
Jeg kunne aldrig finde på at dømme folk for hvad de har i deres kurv. men det har nok også noget med at gøre at jeg selv har vært der, jeg har selv prøvet det!

I trænings centeret blev jeg også skævet til, både når jeg trænede og når jeg var i bad. der var en kvinde der åbenlyst gloede også da jeg havde tat mig lidt og nede ved maskinerne var der 2 der grinte af mig mens de stod og viskede.
Jeg snakkede med min mor da jeg kom hjem og hun sagde “husk nu på at i er der af samme grund”
men hvor er det ubehageligt!!

Når jeg i dag møder en i centeret kan jeg ikke lade være med at tænke over hvordan jeg selv havde det og hvor langt jeg er nået nu og også hvordan jeg virker på andre nu hvor Jeg ikke længere er overvægtig.
Jeg sender et smil hvilket jeg ville ønske der var noget havde gjort til mig, havde indbudt til noget mere selvtillid.
så læser du med her dig du skønne kvinde med lidt ekstra på sidebenene så vid at du er skøn og at du nok skal nå dit mål.