Opløs gæren i vandet.
Tilsæt salt og sukker og derefter alt melet og til sidst sukkeret.
Ælt i maskine eller i hånd til det er helt ens artet.
Lad det hæve ca 40 minutter under et vådt klæde.
Da dejen er lidt klæd kan det anbefales at tage en ske i brug for at få bollerne op. sæt dem på en bageplade, hæld lidt sesam over bollerne og lad dem hæve i min under et vådt klæde.
Sæt nu en bradepande over klædet og lad dem hæve i ca 30 min. Dette hjælper med at hold dem flade bolle formet.
Sæt dem i en forvarmet ovn på 230 græder i 15 min ( hold øje med dem)
Hmmm jo i har vel alle set denne overskrift på Facebook, helt ærligt er jeg ved at kaste op over den!!
Jeg har altid været en fighter, jeg ved hvad jeg vil og hvordan jeg vil have det og min far har altid sagt jeg har ben i næsen. Jeg er hans lille pige og jeg ved at han er stolt af mig! men hvad nu hvis dette ville endre sig, hvordan ville mine forældre se på mig nu? ville de være flove over mig? Hvad ville mine søskende sige? min lillebror?
Sidste år i sensommeren tog mine forældre på ferie og jeg lånte deres bil i skole. min egen havde start problemer og jeg var så frustreret og ked af det, det gjorde mig så stresset.
samtidig havde jeg lige været oppe til min første eksamen i min pædagog uddannelse, og presset var ufatteligt stort.
Morten arbejde meget og jeg var meget alene med Liam!
Jeg fik pludselig svært ved at komme op om morgene og havde pludlig en kæmpe angst for at fremlægge i klassen noget jeg ellers havde langt fra mig efter jeg kom på Uddannelsen.
når jeg kom hjem og havde hentet Liam lå vi på sofaen og puttede under dynen, det var i sig selv mega hyggeligt men det var simpelthen også fordi jeg ikke magtede andet.
En fra min klasse begyndte at spørge ind til mig, og mit svar var ” jeg er lidt presset, men jeg har det fint”
en af de dage hvor det ikke lykkedes mig at komme i skole, en af de dage jeg skulle tage valget mellem at være studerende eller en god mor, var hun også hjemme, og vi ringede sammen. vi snakkede lidt og hun sagde. ” nu ringer du altså til lægen, det er helt galt det der”
jeg lyttede til hende og kontaktede lægen. sekretæren tog telefonen og sagde “det er hos Lægerne ……” Jeg præsenterede mig og sagde jeg gerne ville have en tid til samtale.
” ja hvad drejer det sig om” sagde hun…. og med disse ord væltede min verden.
Jeg hulkede!!! jeg fik fremstammet “jeg kan ikke mere! jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! jeg kn ikke få vejret! undskyld, undskyld jeg hyler” Jeg er normalt en der aldrig græder, aldrig viser jeg er ked af det eller lader mig slå ud af “små ting” men alt faldt sammen.
Jeg fik en tid og sendte min veninde en sms og jeg blev straks ringet op og så græd jeg igen.
hun tilbød mig at tage med mig til lægen og sad og ventede på mig da jeg kom ud.
jeg viste enlig godt at min desperations test ville vise et rigtig grimt resultat, men jeg viste ikke at det ville være så slemt! hvis jeg husker rigtig går den fra grøn som er i den gode ende, gennem gul og til sort… ja sort siger vel sig selv ikke?
Min scorer lå mellem det røde felt og det sorte i forhold til point afgivningen og ud over det hev hun også en angst test frem. pludselig var der så meget der gav meget mere mening i forhold til hvad jeg havde haft af følelser.
Liam gik i dagpleje på det her tidspunkt og jeg havde lige inviteret alle til min 30 års fødselsdag og midt i det her brød min verden sammen.
jeg kom på medicin og jeg var faktisk lettet på en måde. nu var der en vej ud af alt det her.
Jeg blev sygemeldt fra mit studie og skulle nu kun koncentrere mig om det her hjemme.
Nogen dage efter skule jeg hente mine forældre i lufthavnen de var glade og fortalte om deres ferie.
” nå, du skal vel også op i skole i morgen” siger min mor og lige i det bed det mig, nu skulle jeg til at indrømme noget, noget der pludselig gjorde mig svag! jeg var ikke stærk! jeg følte mig som en lille pige, en meget lille pige og jeg ville bare have nogen til at holde om mig og sige det nok skulle blive okay igen det hele!
” Ehm sagen er den at jeg er sygemelt, jeg er gået ned!” 7jeg fortalte dem alt og de sad bare og lyttede, min far lagde hånden på min skulder og sagde. ” det er okay, du skal bare have lidt hjælp til at rejse dig op igen”
Jeg havde været så bage for hvad de ville sige, hvad de ville tænke og nu sad de her og sagde det her til mig det bragte varme og glæde med sig.
Jeg var åben omkring det i min omgangskreds også til Liams dagplejer som vi har haft et meget godt forhold til og hun roste mig og sagde det var så flot at jeg sagde det.
jeg fortalte hende at jeg måtte smide de kort jeg havde også i forhold til Liam og hans trivsel og hvis han reagerede på noget så ville hun vide hvorfor.
hun var så god en støtte og sagde at hvis hun kunne hjælpe med noget skulle jeg sige til!
I dec. sagde vi farvel til hende og åbnede et nyt kapitel som forældre til et Børnehave barn, det var en kæmpe omvæltning, mest for mig. Liam passede ind fra start, han var så klar! det var jeg IKKE… jeg syntes lige han havde lagt i min mave og nu havde jeg så stor en dreng.
Jeg lagde også her kortende på bordet og sagde det som det var, jeg er sygemeldt pt. så vi køre ind i det tempo der passer til vores familie, og pædagogerne var imødekommende og så Liam som en glad og åben dreng.
Jeg er tilbage på studiet og har overstået min første praktik og trods modgang med både sygdom og fraværd i praktikken lykkedes det mig at bestå til UG. og nu er jeg i gang med indledningen til min specialisering og det ser ud til jeg skal være Skole fritids pædagog, jeg glæder mig helt vildt 🙂
eg har altid været en Fighter og kæmpet for det jeg ville, men i forhold til uddannelse har jeg altid følt jeg har løbet panden mod en mur.
jeg har været klar over at jeg har kunne meget mere, men mine læsefærdigheder har været en kæmpe benspænder for mig, hvilket har gjort at jeg mange gange har opgivet lidt hen af vejen..
Min skolegang har ikke været nem og allerede i første klasse var jeg skoletræt fortæller mine forældre.
De fleste af mine folkeskole år gik jeg på en lille friskole lidt uden for Vejle og havde både problemer med at lærer sprog, stave dansk og matematik. her var både min bror og jeg udsat for mobning og der blev ikke taget hånd om det for, den gang gik vi i klasse med nogen af lærerenes børn og deres bedstevenners børn så der blev set igennem fingere med når vi ikke blev inviteret med til fødselsdag selv om reglen på skolen var at invitere man drengene er det alle drengene og det samme med pigerne eller hele klassen.
Jeg fik en smugle ekstra hjælp hjemme ved min dansk lærer men dette hørte hurtigt op. Men desværre fordi jeg er så ” gammel” 😉 har der desværre ikke været ret stor fokus på ordblindhed, så den skole jeg gik i har ladet mig lidt i stikken. Men nu har jeg ikke meget godt at sige om den skole i det hele taget men til dens forsvar ved jeg at den er blevet MEGET, MEGET bedre så jeg vil ikke snakke mere om den.
Jeg kom på Bråskovgård efterskole i 9 klasse og gik der i 2 år. her fik jeg lov til at få en ny start. der var ikke nogen der kendte mig og jeg kunne få lov at være mig selv.
Her hjælp til matematikken og den dag i dag er min matematik lære en kær bekendt som får kæmpe knus når vi ses. jeg kan desværre ikke kalde hende veninde da vi ses alt for lidt. 🙂
Efter efterskolen hoppede jeg rundt i uddannelser og kunne ikke finde min plads, hvilket i sig selv var meget frustrerende.
Jeg startede på HG og gennemførte det grundfaglige og kom i lærer i dansk supermarked. desværre var chefen en rigtig K… så fandt ud af jeg ikke hørte til der.
Jeg startede på HF i Horsens og var til ordblinde test der inde hvilket endte med forlængede tid til eksamenerne hvilket i sig selv også har givet en hjælp.
Jeg kom ud med et gennemsnit på 4,2 men dumpede desværre matematikken.
Mit gennemsnit var ikke højt nok til at komme ind på ret mange uddannelser så jeg skulle nu igen til at se hvad jeg ikke kunne komme ind på.
Jeg har altid haft en drøm om at blive dyrelæge, men som sagt var gennemsnittet ikke ret højt, så det måtte forblive en drøm.
Jeg kom igen til at rykke rundt fra uddannelse til uddannelse og har både et ernæringsassistent og et bager grundforløb i baggagen hvilket har gjort mig bedre i et køkken 😉 og det er jo også nogen gode kompetencer at have. <3
Nu er jeg så landet her på Pædagog uddannelsen og har fundet mig selv 100 % i den uddannelse og det er her jeg høre til.
Men jeg halter bag efter og kan ikke nå at læse mine lektier og ikke følge med i undervisningen. jeg blev rigtig træt når jeg sad og læste mine lektier, jeg kunne ikke huske det jeg læste og opgav helvvejs i læsningen.
Jeg besluttede mig for at få en ny ordblinde test, som jeg gennemførte i onsdags og hold nu op!!! det er det bedste jeg har gjort for mig selv længe. testen siger nemlig at jeg er ordblind og giver mig faktisk fornyet mod på min uddannelse og en følelse af det her kan jeg godt! jeg ved jeg kan.
Jeg får nu en masse hjælpemidler der kan være med til at bane vejen for mig.
Liam og mig.
Kæmp for det du vil! der er ikke andre der gør det for dig.
Januar 2015 mødte jeg op til det sidste besøg ved jordmoderen inde i Horsens.
hun tjekkede alt og mærkede på min mave, men mit blodtryk var desværre for højt og jeg havde fået vand i benene, hun var bange for jeg var ved at udvikle svangerskabsforgiftning og sendte mig over på fødegangen for at blive tjekket.
det endte med en i gang sættelse af fødsel.
Jeg havde planlagt alt. jeg ville gerne føde i vand og jeg viste hvad jeg ville i forhold til smertestillende.
Jeg blev sat i gang dagen efter med de første piller og skulle så møde 3 gange om dagen og få pillerne. der skete ingen ting overhovedet i næsten en uge.
de valgte at indlægge mig og sætte en ballon op i håb om at jeg ville udvide mig, men da den igen kom ud dagen efter havde jeg næste ikke udvidet mig og de valgte at tage mit vand og håbe på at det ville sætte noget i gang.
Jeg skulle nu gå mig en god tur og så komme tilbage, og lige lidt skete der.
Der næst valgte de at give mig ve drop i 5 timer, men min krop ville slet ikke samarbejde og smerterne var så voldsomme at jeg endte med at kaste op ud over jordmor, mig selv og min mand.
jeg blev kigget til jævnligt og der blev til sidst ringet til lægen som var mig tilknyttet og spurgt til hvordan de skulle forholde sig.
Han skældte dem nærmest ud og sagde at det var ren totur de udsatte mig for, med de kunstige veer i så mange timer og han kom ned og satte sig ved mig og snakkede med mig om at nu skulle min krop have hvile og så skulle vi se hvad morgendagen bragte.
Jeg var mega bekymret den nat, min lille dreng lå inde i min mave i meget lidt fostervand. jeg viste godt at der hele tiden dannes nyt men tanken om at han lå der inde og min krop kæmpede imod med alt hvad den havde skræmte mig helt vildt.
Jeg ringede flere gange på klokken og bad dem tjekke ham, hvilket de glædeligt gjorde og hver gang havde han det helt fint.
Om morgenen kom lægen ned til mig igen og sagde at de havde booket til akut kejsersnit da de ikke mente min krop kunne holde til mere, hvilket jeg tog gladelig imod, for jeg var ved at være rigtig træt.
Da blokaden skulle lægges stak de mig 7 gange og kunne ikke ramme rigtigt, hver gang blev der spurgt, stephanie kan du mærke det? øh ja, sagtens og til sidst var jeg ved at kaste op, jeg blev så utilpas at jeg næste ikke kunne sidde op.
Liam kom til verden Fredag d. 29/1-15 med en kampvægt på 4250 og en længtes på 56 cm. en STOR dreng. <3
Vi blev indlagt på barsels afsnittet i Horsens og den første dag gik så fint.
Liam og jeg var ved at lære hinanden at kende og vi fik besøg af venner og familie.
Lørdag d. 30 begyndte Liam at blive eget urolig og ked af det og vi kunne ikke rigtig få ham til at falde til ro igen. der blev tage blodprøver men de fandt ikke noget bekymrende.
jeg oplevede en gang hvor vi var faldet i søvn og de skulle tage blodprøver hvor jeg spurgte om de ikke kunne komme tilbage for nu var han endelig faldet i søvn, hvor dee sagde at det var ikke noget problem.
Men så kom hende sygeplejersken der var tilknyttet os og hev ham ud af hænderne på mig. og gik med ham.
Hun havde samtidigt nægtet mig mere morfin til mit kejsersnit så jeg kunne ikke hoste eller rejse mig op, og så tog hun bare mit barn.
Tårene flød og jeg prøvede at rejse mig op med lidt hjælp fra elevationssengen men det tog lag tid. jeg kunne høre Liam græde men viste ikke hvor det var.
Vi havde midlertidig fået en ny kvindelig læge som kom ind da hun hørte jeg grad ( sygeplejersken havde nemlig ladet døren tå åben til trods jeg lå kun i trusser, for at få kropskontakt med Lam)
Lægen spurgte til mig og hjalp mig op og viste hvor han var henne.
Lørdag Nat skulle Liam have tør ble men fordi jeg ikke var smerte dækket nok, kunne jeg ikke rejse mig op så måtte bede om hjælp fra en anden sygeplejeske. Da jeg trådte ud på gulvet rejste alle hårene sig på kroppen og jeg frøs helt vildt. det viste sig at der var gået betændelse i kejsersnittet og jeg havde fået høj feber. jeg fik nogen piller og fik afsvide jeg skulle gå i seng igen.
Søndag morgen kom lægen og sygeplejeren ind og sagde at vi blev overflyttet til Skejbys akut afdeling fordi de ikke kunne finde ud af hvorfor Liam græd og var så urolig.
og betændelsen i snittet var stadig ikke behandlet. jeg fik en recept på pencilen og sendt afsted med Liam.
På Skejby blev vi begge behandlet og Liam fik mad igennem sonde.
Det viste sig at jeg ikke producerede mælk så han havde ikke fået mad de 2 dage vi var på Horsens sygehus og det var grundet til at han var så urolig. Morten havde flere gange sagt at han ville hente modermælks erstatning i Horsens men han fik bare af vide at det var dem der var professionelle og at han ikke skulle snakke om noget han ikke viste noget om.
vi kom endelig hjem da min mælke produktion gik ordenligt i gang, men Horsens sygehus og sygeplejersken var ikke færdig med at lave rod i vores liv!
