I sidste uge skrantede Liam lidt. han hoppede ind og ud af feber og jeg var nød til at trække på mormor og morfar, som kom og passede ham mens jeg var i praktik.
Onsdag aften ringede jeg til vagtlægen fordi han klagede over smerter i sin ene arm, men de afviste mig på trods af at drengen græd og havde feber.
Torsdag morgen kontaktede jeg min egen lægen som bad os om at komme ind til tjek, liam ville nu ikke bruge hans arm og den hang bare slapt ned langs siden.
da vi så kommer ind beder lægen Liam om at løfte armen over hovedet og det kunne han slet ikke. Lægen mærker på hans arm og da han så vil trykke på kravebenet krymper Liam sig i smerte.

Vi Bliver sendt på skadestuen hvor han skal have rynken fotograferet sin skulder og Liam er Rædselsslagen! billederne viser ikke noget brud på knogler eller noget så de kommer og tager blodprøver af ham.
Det viser sig at Liam har rosen og i løbet af en time er han gået fra hudfarvet til højrød på størrelse med en 5 krone, vi bruger 4 timer på skadestuen og Liams røde plet bliver større og større.
han får noget pencilen han skal tage 3 gange i døgnet, og vi tager hjem.
Morten kommer hjem om aftenen og Liam er blevet lidt værre, vi vælger at ringe til vagtlægen  og vi kommer hurtigt ind og bliver tjekket igen, klokken bliver nu ca. 9 og lægen siger at vi kommer ikke uden om en indlæggelse på Skejby sygehus siger han, liams infektionstal er steget siden besøget om morgnen og han har det rigtig skidt.
da vi ankommer på Skejby sygehus Akutmodtagelse for børn og unge skal der tages flere blodprøver, de bekræfter rosen infektionen og at det bare har udviklet sig!

Jeg begynder at få lidt ondt i halsen men tænker ikke vider over det for nu handler det om Liam.
Klokken er nu knap 22.30 og Liam er mega ulykkelig, de kommer og vil lægge drop men drengen er så panisk efter alle de stik han har fået at han skriger og bliver fuldstendig svedig af panik. De kan ikke få lagt et ordenligt veflon så de stækker ham et uanede antal gange og drengen er ulykkelig og skriger af smerte.
jeg spørger hvor nødvendigt det er at han skal have medicinen igennem det, jeg kan simpelhen ikke holde til at se min lille skat lide så meget, og jeg får afvide at det er nødvendigt da han skal have medicinen så direkte for at have effekt afdet.

KL0:30 natten til fredag har Liam fået lagt drop og vi har fået en seng, nu skal han have pencilin direkte ind i hans åre i hænder. Han skriger i søvne da hen endelig falder i søvn og heldigvis har de sørget for at vores senge er en stor seng ( 2 slået sammen) så jeg kan holde om ham og trøste ham når det er nødvendigt, jeg får slet ikke sovet den nat.
om morgenen skal vi have taget nye prøver og Liam bliver igen ulykkelig men heldigvis kan vi få hjælp af 2 fantastiske hospitalsklovne som får gjort Liam i en smule bedre humør.

Liam får taget temperatur og han heldigvis ingen feber længere. Medicinen virker. han løber rundt og leger og begynder at bruge den arm han har ondt i.
omkring middag ringer jeg til vores egen læge og forklare dem situationen med Liam og indlæggelse og at jeg har fået halsbetændelse og har feber. der er INEGN hjælp at hente der overhovedet. “Du skal komme her ned så vi kan se på dig” jeg siger ” jamen hør nu hvad jeg siger til dig! jeg er indlagt på børneafdelingen med Liam, jeg kan ikke komme fra Århus til Horsens bare sådan lige”
” så er der ikke noget vi kan hjælpe dig med!”

Vi fik lov at komme hjem senere på eftermiddagen, hvor vi lavede en aftale med Horsens sygehus at de skulle give Liam medicinen igennem den veflon han havde i hånden. jeg kom til vagtlægen om aftenen med 40,2 i feber og eg kunne næsten ikke stå på mine ben. Heldigvis ringede min mor og spurgte om hun skulle køre mig der ind så morten kunne tage Liam mens jeg var afsted.
Liam stoppede på veflon i torsdags og skal nu fortsætte med pencilin ( en meget, meget stærk slags) ind til den 29/5. vi har heldigvis en åben indlæggelse på Skejby indtil da.
Liam er mærket af alt det her og hammer bange for sygehuset nu. jeg er i dialog omkring hvorvidt han skal have psykolog på i forbindelse med opstart i børnehaven igen.

For mit eget vedkommende har jeg fået et svært tilbagefald i min angst, jeg er bange for at miste ham, bange for at blive lukket inde og havde en episode i Bilka hvor vi kom til at holde inde i nedkørslen til tagparkeringen fordi der var kø der skulle afvikles. jeg følte mig kvalt og kunne næsten ikke få vejret. selv om vejret er dejligt at mit humør gråt og trist.
Og jeg skulle ellers have været af medicinen nu her efter min eksamen, men nu ser vi.