Der er noget der har undret mig det sidste stykke tid!
Jeg er med i nogen grupper på facebook som omhandler planter. både uden dørs og indendørs planter.
Jeg hr gennem den sidste tid oplevet flere og flere opslag hvor der bliver spurgt ” er der nogen der ved hvilken plante den her er” det er jo også det siderne er til for men der hvor kæden simpelthen hopper af for mig er hvor sætningen fortsætter med ” mit barn har lige spist af den, så vil lige høre om den er giftig?”
Der sidder seriøst en forældre bag en skærm og skriver et opslag på facebook og spørger en masse mennesker (som man ikke ved hvem er, og hvilken baggrund de har!!!! ) om deres barn har spist noget GIFTIGT!
I Danmark har vi det der hedder Giftliljen som kan hjælpe med alle sådan nogen svar og som faktisk ved hvad de snakker om i stedet for at man lader sit barns skæbne ligge i 4000 mennesker med lige så mange holdninger om hvilken plante det er og om den er giftig!
Man kan sågar sende billeder til dem af planten.
Jeg kan godt se det gode i at mn kan spørge til råds på nettet, men nu er det her jo altså ikke noget med hvilke par sko der passer bedst til en kjole eller noget. jeg forstår det ikke helt.
Jeg har virkelig problemer med at aflevere Liam om morgenen.
Han vil ikke rigtig afsted “jeg har ondt i maven mor” og lignende kommer dagligt frem når vi er ved at være der oppe.
Men det er nu ikke kun derfor jeg har problemer med at aflevere ham.
Jeg har haft nogen episoder med pædagogerne som har gjort at jeg har svært ved at samarbejde med dem.
Jeg er ellers et menneske der ser meget igennem fingere med mange ting og siger pyt når jeg nu engang har fået lov at brokke mig lidt over situationen til min kære mand eller veninder.
Men den her har jeg virkelig svært ved at sluge.
De har udvist bekymring omkring måden liam reagere på når han bliver vred. ” Jeg er meget vred på dig nu” og så knuer han sine hænder.
Her hjemme og i hans dagpleje har han fået afvide at han skal sige når han bliver ved og sige stop når han ikke vil have det.
Hvilket jeg giver ham ros for. Og jeg har lært ham at selv om andre slår må man altså ikke slå igen, hvilket han forstår til UG. Han har aldrig slået et sandet barn. at han så slår mig og siger “du er en dum mor” er hvad det er, det har alle mødre vel prøvet.. ja også fædre med ordet far i stedet for mor 😀
De har desuden også stillet spørgsmålstegn ved det at jeg var på medicin og sygemeldt, hvilket jeg fortalte dem da Liam var til forbesøg. da jeg er en åben person og fordi det var så nyt den gang så syntes de skulle vide det hvis han reagerede.
Det har så resulteret i at jeg har fået verdens største stempel midt i panden! At jeg var hende den skøre dette gav de udtryk for til Liam´s 3 mdr´s samtale.
ØHM…. nå! De stiller spørgsmål tegn ved de ting jeg siger som en dag jeg spurgte til hans flyverdragt som jeg havde arvet om den var for varm eller om den var fin nok. nu er det jo dem der har ham i timerne hvor han er ude og KUN dem der kan mærke om den er tilpas når han er ude at lege. Jeg syntes personligt ikke der er noget galt i spørgsmålet. men det gjorde de tydeligvis.
Problemerne blev ved med at komme der oppe en periode og jeg syntes alt der oppe voksede mig over hovedet!
Nu har jeg den der fornemmelse af at uanset hvad jeg siger og nu skal jeg virkelig tænke mig om hvad jeg siger eller spørger om og jeg føler at alle kigger mig over skulderen.
I tirsdags var de på tur hele børnehaven. nede på en strand nogen km fra byen.
da jeg så kommer og henter Liam er han DRIV VÅD… fuldstendig gennemblødt og meget vred. hvornår kommer min mor! skælder han ud inden han ser mig.
“Liam jeg er lige her” siger jeg med et smil og drengens humør vender med det samme.
” Ja han er jo meget våd som du kan se” siger en pædagog
“Ja hold da op!hvordan kan det være?” siger jeg.
“Ja han havde jo ingen gummistøvler med” siger den samme pædagog bebrejdende til mig ” så han har jo kun haft hans kondiskol og plastikposer på”
“Det passer ikke, jeg stillede dem på hans plads inden vi gik hjem i går”
“Jamen han havde ikke nogen med” blander en anden sig.
“Hør lige her!” siger jeg så ” jeg tog hans regnbukser og gummistøver af i går inden vi gik hjem og jeg stillede dem pænt på hans plads”
“De var her ikke” siger pædagog nummer 2, mens de 5 pædagoger der er tilstede nærmest studere min reaktion.
De siger at de kigger efter dem, hvis jeg lige vil kigge der hjemme.
Jeg må indrømme jeg var rigtig irriteret og gik hjem og kiggede og snakkede med min far imens. han sagde at inden jeg købte nogen nye skulle jeg lige køre op forbi igen og kigge.
Da jeg 20 min og et tørt barn efter kommer der op igen står hans støvler lige så pænt på hans plads.
Jeg er godt klar over at der er travlt i en institution og nogen ting smutter! og jeg er som sådan heller ikke sur over at han var våd, men mere måden jeg nærmest følte mig angrebet på og beskyldt for ikke at have styr på Liam´s tøj
Jeg sidder hver dag, flere gange om dagen og tænker over m jeg skal flytte ham, finde et andet og bedre sted for ham at være. for kræver det ikke et godt samarbejde.
