Det at være mor og opdrage et barn er den sværeste og mest udfordrende opgave jeg nogen sinde har stået over for
Kender vi ikke det alle sammen det med at man står i køen i Bilka en fredag eftermiddag damen bag dig står med et barn der er total ude af den og uanset hvad hun gør kan hun ikke få barnet til at falde til ro.
eller det med de små på gågaden og kigger ned i fliserne for at se hvor de sætter deres små ben henne og vader lige ind i gamle sure fru Hansen der vender øjne af barnet.
Det er sådanne ting der fik mig til at sige “jeg skal aldrig have børn”
Nu står jeg så i den situation i hvor jeg pludselig er damen i Bilka med det skrigende barn der vil have et stykke legetøj og med fandens vold og magt vil gøre alt for at få det.
Nu er jeg den de andre sender blikke både dem styr-dog-dit-barn-agtige men også dem jeg-ved-hvordan-det-er-agtig.
Min mand og jeg har haft meget forskellige opvækst og har derfor også vidt forskelige måder at opfatte opdragelse på.
Igennem meget af min ungdom har min mor været alene med min bror og jeg mens min far kørte på langture og for at være ærlig kan jeg ikke huske meget fra den tid. Noget af det jeg husker bedst er at min mor tog os med til svømning og at hun tit lavede stuvet spinat inden vi tog afsted. Hehe det er skørt men det er noget af det jeg husker bedst, hvis jeg skal komme med et minde, som er mindre lykkeligt, er det nok det at jeg var mega bange for det hus vi boede i og hvor vi boede.
Huse lå ret langt ude i skoven og selv i de lange sommer aftner husker jeg det som bælgravende mørkt om aftenen og det værste var hvis jeg havde glemt min lygte hvis jeg kom sent hjem og kom til vejen ind gennem skoven der førte til vores hus og det så var begyndt at blive mørkt.
Når det kommer til Liam står jeg somme tider og tænker hvad ville mine forældre have gjort i denne situation og så ender jeg alligevel med at finde min egen vej med rødder i hvad jeg har lært igennem min barndom og ungdom.
Jeg ønsker at give Liam så lys og let en barndom som muligt med et hav af muligheder for at udvikle sig og blive til den bedst mulige version af sig selv som mulig.
Han siger mere og mere ofte ” mor det er jeg ikke god til ” eller ” det kan jeg ikke finde ud af” hvilket jeg svare til “Liam jeg syntes du skal prøve, jeg tror på du kan” somme tider lykkedes det mig at få ham til at prøve med både større eller mindre succes og andre gange bliver han sur og siger “nej det siger ……. at jeg ikke kan” og så er det ofte en af de andre børn fra børnehaven der siger at han ikke kan. eller det siger han i hvert fald.
Det eneste vi som forældre kan gøre er vel at gøre vores bedste og hjælpe vores børn på vej så godt som muligt og lægge grund fundamentet for et godt og lykkeligt liv og så at være der bedst muligt og når de har brug for det.
Mine sidste ord til Liam hver aften inden han sover er ” jeg elsker dig og jeg passer på dig, altid”