Hudløs ærlig….. kan i tåle det?

Jamen du ser jo ikke syg ud…..

Hmmm jo i har vel alle set denne overskrift på Facebook, helt ærligt er jeg ved at kaste op over den!!

Jeg har altid været en fighter, jeg ved hvad jeg vil og hvordan jeg vil have det og min far har altid sagt jeg har ben i næsen. Jeg er hans lille pige og jeg ved at han er stolt af mig! men hvad nu hvis dette ville endre sig, hvordan ville mine forældre se på mig nu? ville de være flove over mig? Hvad ville mine søskende sige? min lillebror?

Sidste år i sensommeren tog mine forældre på ferie og jeg lånte deres bil i skole. min egen havde start problemer og jeg var så frustreret og ked af det, det gjorde mig så stresset.
samtidig havde jeg lige været oppe til min første eksamen i min pædagog uddannelse, og presset var ufatteligt stort.
Morten arbejde meget og jeg var meget alene med Liam!
Jeg fik pludselig svært ved at komme op om morgene og havde pludlig en kæmpe angst for at fremlægge i klassen  noget jeg ellers havde langt fra mig efter jeg kom på Uddannelsen.
når jeg kom hjem og havde hentet Liam lå vi på sofaen og puttede under dynen, det var i sig selv mega hyggeligt men det var simpelthen også fordi jeg ikke magtede andet.
En fra min klasse begyndte at spørge ind til mig, og mit svar var ” jeg er lidt presset, men jeg har det fint”

en af de dage hvor det ikke lykkedes mig at komme i skole, en af de dage jeg skulle tage valget mellem at være studerende eller en god mor,  var hun også hjemme, og vi ringede sammen. vi snakkede lidt og hun sagde. ” nu ringer du altså til lægen, det er helt galt det der”
jeg lyttede til hende og kontaktede lægen. sekretæren tog telefonen og sagde “det er hos Lægerne ……” Jeg præsenterede mig og sagde jeg gerne ville have en tid til samtale.
” ja hvad drejer det sig om” sagde hun…. og med disse ord væltede min verden.
Jeg hulkede!!! jeg fik fremstammet “jeg kan ikke mere! jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! jeg kn ikke få vejret! undskyld, undskyld jeg hyler” Jeg er normalt en der aldrig græder, aldrig viser jeg er ked af det eller lader mig slå ud af “små ting” men alt faldt sammen.
Jeg fik en tid og sendte min veninde en sms og jeg blev straks ringet op og så græd jeg igen.
hun tilbød mig at tage med mig til lægen og sad og ventede på mig da jeg kom ud.
jeg viste enlig godt at min desperations test ville vise et rigtig grimt resultat, men jeg viste ikke at det ville være så slemt! hvis jeg husker rigtig går den fra grøn  som er i den gode ende, gennem gul og  til sort… ja sort siger vel sig selv ikke?
Min scorer lå mellem det røde felt og det sorte i forhold til point afgivningen og ud over det hev hun også en angst test frem. pludselig var der så meget der gav meget mere mening i forhold til hvad jeg havde haft af følelser.
Liam gik i dagpleje på det her tidspunkt og jeg havde lige inviteret alle til min 30 års fødselsdag og midt i det her brød min verden sammen.
jeg kom på medicin og jeg var faktisk lettet på en måde. nu var der en vej ud af alt det her.
Jeg blev sygemeldt fra mit studie og skulle nu kun koncentrere mig om det her hjemme.
Nogen dage efter skule jeg hente mine forældre i lufthavnen de var glade og fortalte om deres ferie.
” nå, du skal vel også op i skole i morgen” siger min mor og lige i det bed det mig, nu skulle jeg til at indrømme noget, noget der pludselig gjorde mig svag! jeg var ikke stærk! jeg følte mig som en lille pige, en meget lille pige og jeg ville bare have nogen til at holde om mig og sige det nok skulle blive okay igen det hele!
” Ehm sagen er den at jeg er sygemelt, jeg er gået ned!” 7jeg fortalte dem alt og de sad bare og lyttede, min far lagde hånden på min skulder og sagde. ” det er okay, du skal bare have lidt hjælp til at rejse dig op igen”
Jeg havde været så bage for hvad de ville sige, hvad de ville tænke og nu sad de her og sagde det her til mig det bragte varme og glæde med sig.

Jeg var åben omkring det i min omgangskreds også til Liams dagplejer som vi har haft et meget godt forhold til og hun roste mig og sagde det var så flot at jeg sagde det.
jeg fortalte hende at jeg måtte smide de kort jeg havde også i forhold til Liam og hans trivsel og hvis han reagerede på noget så ville hun vide hvorfor.
hun var så god en støtte og sagde at hvis hun kunne hjælpe med noget skulle jeg sige til!
I dec. sagde vi farvel til hende og åbnede et nyt kapitel som forældre til et Børnehave barn, det var en kæmpe omvæltning, mest for mig. Liam passede ind fra start, han var så klar! det var jeg IKKE… jeg syntes lige han havde lagt i min mave og nu havde jeg så stor en dreng.
Jeg lagde også her kortende på bordet og sagde det som det var, jeg er sygemeldt pt. så vi køre ind i det tempo der passer til vores familie, og pædagogerne var imødekommende og så Liam som en glad og åben dreng.
Jeg er tilbage på studiet og har overstået min første praktik og trods modgang med både sygdom og fraværd i praktikken lykkedes det mig at bestå til UG. og nu er jeg i gang med indledningen til min specialisering og det ser ud til jeg skal være Skole fritids pædagog, jeg glæder mig helt vildt 🙂