Liams Fødsel

Januar 2015 mødte jeg op til det sidste besøg ved jordmoderen inde i Horsens.
hun tjekkede alt og mærkede på min mave, men mit blodtryk var desværre for højt og jeg havde fået vand i benene, hun var bange for jeg var ved at udvikle svangerskabsforgiftning og sendte mig over på fødegangen for at blive tjekket.
det endte med en i gang sættelse af fødsel.
Jeg havde planlagt alt. jeg ville gerne føde i vand og jeg viste hvad jeg ville i forhold til smertestillende.

Jeg blev sat i gang dagen efter med de første piller og skulle så møde 3 gange om dagen og få pillerne. der skete ingen ting overhovedet i næsten en uge.
de valgte at indlægge mig og sætte en ballon op i håb om at jeg ville udvide mig, men da den igen kom ud dagen efter havde jeg næste ikke udvidet mig og de valgte at tage mit vand og håbe på at det ville sætte noget i gang.
Jeg skulle nu gå mig en god tur og så komme tilbage, og lige lidt skete der.
Der næst valgte de at give mig ve drop i 5 timer, men min krop ville slet ikke samarbejde og smerterne var så voldsomme at jeg endte med at kaste op ud over jordmor, mig selv og min mand.
jeg blev kigget til jævnligt og der blev til sidst ringet til lægen som var mig tilknyttet og spurgt til hvordan de skulle forholde sig.
Han skældte dem nærmest ud og sagde at det var ren totur de udsatte mig for, med de kunstige veer i så mange timer og han kom ned og satte sig ved mig og snakkede med mig om at nu skulle min krop have hvile og så skulle vi se hvad morgendagen bragte.
Jeg var mega bekymret den nat, min lille dreng lå inde i min mave i meget lidt fostervand. jeg viste godt at der hele tiden dannes nyt men tanken om at han lå der inde og min krop kæmpede imod med alt hvad den havde skræmte mig helt vildt.
Jeg ringede flere gange på klokken og bad dem tjekke ham, hvilket de glædeligt gjorde og hver gang havde han det helt fint.
Om morgenen kom lægen ned til mig igen og sagde at de havde booket til akut kejsersnit da de ikke mente min krop kunne holde til mere, hvilket jeg tog gladelig imod, for jeg var ved at være rigtig træt.
Da blokaden skulle lægges stak de mig 7 gange og kunne ikke ramme rigtigt, hver gang blev der spurgt, stephanie kan du mærke det? øh ja, sagtens og til sidst var jeg ved at kaste op, jeg blev så utilpas at jeg næste ikke kunne sidde op.
Liam kom til verden Fredag d. 29/1-15 med en kampvægt på 4250 og en længtes på 56 cm. en STOR dreng. <3

Vi blev indlagt på barsels afsnittet i Horsens og den første dag gik så fint.
Liam og jeg var ved at lære hinanden at kende og vi fik besøg af venner og familie.
Lørdag d.  30 begyndte Liam at blive eget urolig og ked af det og vi kunne ikke rigtig få ham til at falde til ro igen. der blev tage blodprøver men de fandt ikke noget bekymrende.
jeg oplevede en gang hvor vi var faldet i søvn og de skulle tage blodprøver hvor jeg spurgte om de ikke kunne komme tilbage for nu var han endelig faldet i søvn, hvor dee sagde at det var ikke noget problem.
Men så kom hende sygeplejersken der var tilknyttet os og hev ham ud af hænderne på mig. og gik med ham.
Hun havde samtidigt nægtet mig mere morfin til mit kejsersnit så jeg kunne ikke hoste eller rejse mig op, og så tog hun bare mit barn.
Tårene flød og jeg prøvede at rejse mig op med lidt hjælp fra elevationssengen men det tog lag tid. jeg kunne høre Liam græde men viste ikke hvor det var.
Vi havde midlertidig fået en ny kvindelig læge som kom ind da hun hørte jeg grad ( sygeplejersken havde nemlig ladet døren tå åben til trods jeg lå kun i trusser, for at få kropskontakt med Lam)
Lægen spurgte til mig og hjalp mig op og viste hvor han var henne.
Lørdag Nat skulle Liam have tør ble men fordi jeg ikke var smerte dækket nok, kunne jeg ikke rejse mig op så måtte bede om hjælp fra en anden sygeplejeske. Da jeg trådte ud på gulvet rejste alle hårene sig på kroppen og jeg frøs helt vildt. det viste sig at der var gået betændelse i kejsersnittet og jeg havde fået høj feber. jeg fik nogen piller og fik afsvide jeg skulle gå i seng igen.
Søndag morgen kom lægen og sygeplejeren ind og sagde at vi blev overflyttet til Skejbys akut afdeling fordi de ikke kunne finde ud af hvorfor Liam græd og var så urolig.
og betændelsen i snittet var stadig ikke behandlet. jeg fik en recept på pencilen og sendt afsted med Liam.
På Skejby blev vi begge behandlet og Liam fik mad igennem sonde.
Det viste sig at jeg ikke producerede mælk så han havde ikke fået mad de 2 dage vi var på Horsens sygehus og det var grundet til at han var så urolig. Morten havde flere gange sagt at han ville hente modermælks erstatning i Horsens men han fik bare af vide at det var dem der var professionelle og at han ikke skulle snakke om noget han ikke viste noget om.
vi kom endelig hjem da min mælke produktion gik ordenligt i gang, men Horsens sygehus og sygeplejersken var ikke færdig med at lave rod i vores liv!

Men det er en historie til en anden gang 😉