Døden

En lidt markaber overskrift. yes i know.

En af de ting der kan tricke min angst er et emne som døden..
Jeg har alle dage haft svært ved at håndtere dødsfald. både hos mennesker omkring mig jeg ikke kender ret godt men specielt i nærmeste familie.
Jeg lå en aften inden jeg gik på jule ferie og tænkte over at mine forældre er ved at være lidt oppe i årene. Skal lige siges at de er knap 60 og 64 så det er ikke fordi de er gamle, gamle men alligevel var det kun lige et strejf af den tanke med at på et tidspunkt så er de her ikke mere.
Hvem skal jeg ringe til når jeg er ked af det? hvem skal jeg skælde ud på selv om det ikke er deres skyld og de bare vælger at lytte og sige at det er helt okay?
Det er der hvor mange tænker, jamen ring til en veninde og snak med hende… men det forhold har jeg ikke til mine veninder!
Min bedste veninde som jeg har haft i snart 20 år kan jeg dele alt med, men alligevel er det ikke hende jeg ringer til når jeg er ked af det eller har brug for at komme af med noget. det er mine forældre.

Tanken der  strejfede mig skabte åndenød, sved på panden og tåre i øjnene.
Jeg er ikke bange for selv at dø, andet end for specielt Liams skyld, for jeg skal jo passe på ham, Men ellers ikke.
Men folk omkring mig!!! Bare det at sidde og skrive dette opslag giver mig sved på panden og rystelser i hænderne!

Min mormor som den sidste i min familie der dragede videre gjorde det den 20 dec. for 6 år siden og selv den 20 dec. sidste år trak dagen tænder ud på mig. jeg HADER den dato!!
Jeg havde en snak med min mand om det, at jeg har det så hårdt med tanken om at mine forældre på et tidspunkt ikke er her mere og han sagde at det er enhvers værste mareridt, at skulle miste sine forældre, men alligevel så er der bare noget ved mit forhold til døden der siger at det ikke er helt normalt det her!

Min mand har et lidt andet forhold til sine forældre, der kan gå 14 dage mellem de snakker sammen. hvor min far ringer til mig hvis han ikke har hørt fra mig i 2 dage. specielt efter min facebook ikke bliver brugt meget mere. så kan han ikke se om jeg har det godt hvis jeg ikke deler noget.

Vi kan faktisk godt snakke sammen dagligt en halv times tid. og så kan der gå 2-3 timer så ringer han til Liam på facetime for at se hans smukke ansigt.
Jeg Knus elsker det forhold mine forældre har til Liam og er dem evig taknemmelig for det de gør for Liam og for os specielt.

Men jeg tror simpelthen ikke at jeg nogensinde bliver god til at håndtere døden.